25 års kærlighed! Hvad fik det til at lykkes?

Keld:
For 25 år siden traf vi to et valg: Et af de mere vigtige – og modige!
Vi valgte at ville leve vores liv sammen i medgang og modgang – og tomgang – som jeg forleden fik det formuleret på Facebook.
Vi vidste godt den gang, at vi var forskellige –
i gemyt, personlighed og interesser.
Men vi tænkte, at vi havde de vigtige fællesnævnere, der skulle til
for at få et parforhold til at fungere.

Den antagelse må vi sige heldigvis holdt:
Vi havde de fællesnævnere, der skulle til
for at få et parforhold og ægteskab til at fungere og vare ved.
I dag kan vi så se tilbage – og kloge os:
Hvad har vi så lært om kærligheden?
Hvad har vi lært om, hvordan man får et ægteskab
til at blive ved med at være levende og givende?

For dét med parforhold er ikke noget,
Man bare sådan én gang for alle får styr på og kan vinge af
og så kører det bare – som én ellers en gang fortalte mig,
da hun havde fået en kæreste:
”Så er dét på plads, dét med parforhold” –
Altså: Så er dén vinget af, én gang for alle.

Men nej, sådan fungerer det ikke helt.
Parforholdet er noget, vi hele tiden er nødt til
at blive ved med at udforske, arbejde med og investere i.

Det er lissom at gå ind i systemmappen på computeren; man finder nye overraskende funktionaliteter, der er måske gamle virus gemt og noget der skal opdateres …

Birgitte:
Jeg havde en gang en kæreste,
der i et selverkendende øjeblik brugte udtrykket:
”Jeg er bedst til begyndelser”
Og dét havde han helt ret i.
Han var virkelig vildt god til begyndelser.
Men til fortsættelser…? Nej!

Det er derfor, at vi to nåede frem til den konklusion,
at det giver rigtig god mening at fejre vores sølvbryllup.
For her fejrer vi ikke begyndelsen,
som de fleste måske godt kan lykkes med.
Her ved et sølvbryllup fejrer vi rent faktisk en fortsættelse – noget som lykkedes …
Og fortsættelser stiller helt andre krav til os end begyndelser.
Fortsættelser kræver ud over held og lykke og velsignelse, som det hedder i min verden, at begge parter gør sig umage og tager ansvar.

Da vi i Århus gik på PREP-parkursus for selv at blive undervisere
fik vi John F. Kennedy’s berømte ord med os
”Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig.
Spørg hellere, hvad du kan gøre for dit land.”
Altså: Hvad kan jeg helt personligt spille ind med,
som kan bidrage til, at min bedre halvdel trives bedst muligt –
hvilket lissom må siges at være idéen med det hele?!

På kurset fik vi også et andet godt spørgsmål med os,
som jeg husker så tydeligt.
Det stod skrevet på tavlen efter en pause og spørgsmålet lød:
”Hvordan er jeg egentlig at være gift med?”
Dét spørgsmål blev vi alle sammen opfordret til at tænke over.

Keld:
Ja, og netop parforhold og relationer i det hele taget
har vi to brugt meget tid på at tænke over og tale om.
Netop mennesker og de indbyrdes relationer har fra dag 1
været en fælles fascination og interesse for os.

Lise Nørgaard (forfatteren) fortæller,
at da hun mødte sin mand nr. 2 første gang,
hvor hun sad på en færge – med Storebæltskaffen
Så kom han og satte sig – og de faldt i snak,
Hvor Lise Nørgaard har sagt om dette:
”I det øjeblik begyndte samtalen imellem os,
og dén forstummede aldrig siden, alle de år vi fik sammen.”

Dét er lidt på samme måde med os:
Lige fra første gang du besøgte mig på Engstien:
Vi faldt med det samme i snak – om vores arbejde, psykologi og teologi, mennesker.
Og ud over, at vi følte os vældig godt tilpas i hinandens selskab,
så mærkede vi, at vi havde noget at sige hinanden.

Utallige samtaler har vi haft:
Om mennesker og verden omkring os.
Og vi har holdt os opdaterede på hinanden,
For både verden og vi selv bevæger og forandrer os jo hele tiden.
Der sker ting omkring og for os – og inde i os.

Vi startede nok som de fleste med en masse færdige meninger om det rigtige parforhold, og hvad man kan og ikke-kan.
Men det var dén gang, hvor vi nu er blevet noget mere åbne, lyttende og rummelige.
Så på den måde er vores forhold blevet mere dynamisk, hvor vi har fundet vores egen model – som stadig ikke er hugget ud i sten, men fortsat kan justeres.
Vi nyder f.eks. begge to, når jeg med jævne mellemrum tager en weekend afsted for mig selv.
Så får vi på hver vores måde et frirum for os selv
og har nye indtryk og oplevelser at tale om, når vi mødes igen.

Birgitte:
Ja, vi er et loyalt og trygt team,
der hygger os sammen og godt kan li’ at lave ting sammen
(som da vi gik til dans sammen
eller som, når vi holder PREP parkurser sammen).
Men vi er ikke kun et ”vi” –
vi er også et ”jeg” og et ”du” med hver vores behov.
Ingen af os har lyst til bare at køre vores eget løb,
og samtidig har vi brug for frirum og plads til
at vi kan være os selv
og være hver for sig med dét, vi nu har brug for.

I din tale til mig til vores bryllup sagde du, at vi indtil da
(– dét ene år, vi havde kendt hinanden …)
havde fundet ud af, at vi i vores forskelligheder
supplerede hinanden på en god måde.
Og dét har vi helt klart gjort gennem vores 25 år lange ægteskab:
Dét at vi supplerer hinanden,
har vi begge to (+ vores sønner Ulrik og David) vundet meget godt ved.

Ingen af os har – billedligt talt – været som en ’togvogn’.
Vi har tværtimod – på hver vores område – været et ’lokomotiv’,
der har været med til at drive vores familie fremad.

Du, Keld, står jo for alt det økonomiske og tekniske,
ture/rejser, vasketøj …
Jeg står for indkøb/madlavning og er din ’sekretærfunktion’,
som du siger, der organiserer og formulerer,
når der er noget, vi skal have snakket om og have styr på …

Dét har vi helt klart lært om kærligheden gennem de 25 år:
At det er vigtigt at blive ved med at bruge forskellene frugtbart.
Også virkelig at acceptere forskellene imellem os.
Ikke at prøve at presse hinanden til at være mere ens, end vi er,
men at give rum og plads til at være dem, vi nu én gang er.

Keld:
Ja, ikke bare, at vi med vores forskelligheder supplerer hinanden.
Vi er hellere ikke helt de samme mennesker,
Vi har forandret os gennem årene
og rollerne mellem os har forskubbet sig.
Andre tænker måske ikke over det, men vi mærker det selv.

Du har fået mere kontakt til det introverte og tilbagetrukne i dig selv.
Jeg er modsat blevet mere udadvendt og udadfarende.

Hvor du de første år nok var den, der havde den gule førertrøje på,
har jeg i højere grad fundet ”den maskuline mand” frem, i mig selv.
Det har gjort noget godt for min trivsel,
gjort mig gladere, friere, og mere selvtillidsfuld.

Vi oplever vist begge, at denne forskydning og lidt ændrede rollefordeling har været en gevinst,
og har styrket balancen og den gensidige respekt imellem os.

Sådan har vi to været på en lang rejse sammen,
hvor dét vi hver især er blevet ramt af ude i verden,
samt indre udvikling, har været med til at flytte os nye steder hen …

– Men hvor vi samtidig har holdt fast i hinandens hånd
og er blevet ved med at holde fast i vores valg af hinanden
og vise det overfor hinanden,
så vi ikke skulle være bange og komme i tvivl.
For mon ikke det er dét, som er kærlighed? …

Birgitte:
Noget af det første, jeg lærte af dig, var sætningen:
”Alt har en begyndelse og en afslutning”.
Dén sætning greb du til, når jeg kunne forvirre mig ud
i lidt for lange og vedvarende samtaler,
som jeg ikke helt kunne få afsluttet, fordi jeg var for grebet …
Så kom det roligt og venligt fra dig:
”Alt har en begyndelse og en afslutning –
så måske skal vi slutte snakken for nu,
og så eventuelt genoptage den senere?”

Se, vores lille kærligheds-snak her
skal også til at finde sin afslutning – og i dag er det så mig, som lægger op til afslutningen! – og opsummeringen.

Så, Keld, hvad fik vi lært om kærligheden:
Hvad skal der til, for at den bliver ved med at være levende
i parforhold og ægteskaber?