Teateret kan noget, som bogstaverne ikke kan – hvor der sættes krop på det talte ord.
Den 600 sider (rigeligt) lange fællesbog ”Frit flet” af Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrup er en mutation mellem glittet dameblad og debatbog ”om køn og frihed”. I foråret har teaterversionen kunne ses på flere scener – bl.a. på ”mit” husteater Mungo Park, Kolding.
Stykket har ikke fået ubetinget anmelderroser, men en af monologerne skiller sig ud – og er også en af instruktør Liv Helms yndlings – og hun var så venlig at låne mig den!
Monologen handler om de følelser, længsler og lyster, som trækker os i hver sin retning i kærlighedslivet. Vi ønsker parforholdets tryghed og forbundethed. Samtidig vil vi have friheden og opleve eventyrets rus. I perioder kan vi være skrupforvirret for den indre splittelse driver os på en slingrekurs. Hvad vil vi egentligt? Vi oplever os ramt at kærlighedslivets natur og paradokser.
Mange oplever det som ”et-enten-eller” – der skal træffes et valg – og kursen skal/bør holdes! Vi mennesker ved alt for godt, at selv om vi træffer et valg, er det ikke sikkert, at det bliver ved med at føles rigtig, eller at man formår at holde kursen.
Det trykte ord kan ikke måle sig med teatrets dramatiserede version, men her kommer den:
Men altså, den smerte dér, den føles ikke, som om den er min egen. Den er som et lille spøgelse der flytter rundt i kroppen, og når det altså med tankens kraft lykkes mig at afspænde min krop, så hænger den der på toppen af skuldrene og vil ikke slippe.
Måske vil den fortælle mig noget. Måske har det at gøre med, at jeg har denne her splittelse i mig, som jeg tror, at jeg altid har haft. Jeg vil på den ene side gerne være en del af en flok, en familie og virkelig tage ansvar og være stabil i forhold til mine børn, virkelig være monogam og opleve den forbundethed og dybe kærlighed og tryghed, man kan opleve ved at kende hinanden i lang tid og ved at dele sit liv, men der er også noget meget meget stærkt i mig, som vægrer sig ved det, som har en voldsom frihedstrang, og den anden side er på mange måder ret dekadent, den vil gerne rejse ud på eventyr og forelske sig og opleve sensuelle og seksuelle møder, og i det hele taget opleve stærkt og intenst.
Det forstår jeg pludselig nu. Den vil sgu ikke bo et fast sted, det er lige før, den afskyr det! Jeg kan huske den splittelse, fra jeg var barn. Jeg havde mange fantasier om at forlade min familie. Jeg låste mig inde på badeværelset og planlagde, hvordan jeg skulle overleve alene, mit åndedrag blev hurtigere, den der ild, der brændte op gennem kroppen, jeg var så bundet til min familie, jeg oplevede dem så stærkt og følte deres følelser, det var så belastende at kunne LÆSE dem hele tiden, og jeg elskede dem så meget og hadede dem på samme tid, fordi jeg elskede dem og var afhængig af dem, ikke kunne lade være med at elske dem, ikke kunne lade være med at være afhængig – og det kunne jeg slet ikke holde ud – den nærhed og de modsatrettede behov – og alligevel kunne jeg jo ikke undvære dem. Jeg ville gerne straffe min familie for, at jeg fik det sådan af at leve sammen med dem. Sådan kan jeg også godt føle det i dag. At jeg vil ting i mit liv, der ikke kan hænge sammen. Så kan der godt komme noget flugttrang, MEGET flugttrang.
