Så er det igen den tid på året, hvor man ikke kan sparke sig frem for folk i det lokale fitnesscenter. Det plejer dog at tynde gevaldigt ud i det i slutningen af januar. Nytårsforsættet om at træne bliver overhalet inden om af en svigtende motivation.
I julen genså jeg Lars von Triers ’Idioterne’ – den er anderledes og underlig, udfordrende og provokerende. Den har faktisk meget med nytårsforsætter at gøre, for den stiller spørgsmålet: hvem er jeg, hvad vil jeg?
Derved rækker den ud over beslutningen om at begynde til fitness. For mange af dém i nyindkøbt træningstøj forholder sig nok ikke ret meget til, hvad de egentligt VIL, men mere hvad de tror, at de BØR – for motion er jo sundt.
I ’Idioterne’ føres vi et lag dybere ned: Hvad vil vi EGENTLIGT? Hvad er det for et liv, vi længes efter?
Persongalleriet vælger en kontroversiel tilgang til projektet – nemlig at ”spasse”, som de kalder det. Men netop det kan faktisk give mening, når man forholder sig til den menneskelige psykologi.
For nogle gange oplever vi ikke at have frit valg, men sidder fast et sted i livet, hvor det er svært at komme videre, fordi vi føler os fastlåst og begrænset.
Måske kender vi det fra weekend-hyggen derhjemme, hvor man får noget ekstragodt at spise og snolder til den udvalgte film. På et tidspunkt var konceptet udtryk for, at der blev hygget igennem. Men 10 år senere er man måske ved at skrige over dette, og vil hellere på værtshus med kammeraterne, køre mountainbike, gå til banko eller japansk rebbinding eller fordybe sig i en diplomuddannelse.
Det er slet ikke nemt at bryde ud og træffe nye valg, for frygten for at blive bebrejdet ligger og lurer: ”Sætter du ikke pris på os – din familie?”, ”Nej, vi vil ikke ud af huset til banko en lørdag aften”. Ofte forestiller man sig bebrejdelserne, længe inden de opstår – og afstår derfor fra at sige noget som helst.
I ’Idioterne’ ser vi, hvordan Bodil Jørgensens karakter lever i et destruktivt familieliv, som udadtil ser fint ud med kaffe og lagkage, men samtidig er det tydeligt, at hun føler sig indespærret og ensom. I spasser-gruppen er der derimod plads til hende.
For her er projektet at være sig selv og finde sig selv. Det kan være rigtigt svært, når vanerne gennem årene bliver flere og flere – og vi ikke kan forestille os en ændret weekend-hygge. Når vi først er indlejret i bestemte normer og sociale strukturer, er de ikke nemme at smide af sig. Dét er gruppens projekt i ’Idioterne’: at smide roller, facader og normer af sig ved at gøre noget radikalt anderledes – ved at spasse. I et forsøg på at finde deres indre, oprindelige, ægte jeg. På den måde giver det mening for dem.
Pointen er ikke, at livet primært handler om selvrealisering. For vi har alle hver især et ansvar og omsorg for vores nærmeste. På den anden side: hvis vi skal have noget at give af, så skal vi selv trives. Det betyder, at vi ikke kun skal være hensynsfulde over for andre, men også vælge os selv til og føle, at der er plads til os. For ellers viser eksempelvis skilsmisse-statistikkerne, at der er en del, som vælger at finde friheden på den ”nemme” måde, nemlig ved at blive skilt …
Hvis vi skal undlade denne ”flugt” og heller ikke vælge spasser-kurset, så har vi tilbage at øve os i at holde fast – i os selv. Ofte ved vi jo godt, hvad vi søger og vil. Problemet er, at vi ikke altid tør sige det højt og stå ved det. Vores ønsker og behov ændrer sig gennem livet. Når vi har levet familielivet i mange år, er det bare ikke så nemt at bryde ud af ”lørdags-hyggen” og sige, at vi hellere vil japansk rebbinding.
Rigtigt mange er i de nære relationer gode til at være hensynsfulde og tilpasse sig de andres ønsker og behov. ”Den tilpassede mand” er en velkendt mandetype i vor tid, som er serviceminded og flink. Hans bedre halvdel får det ofte, som hun vil have det – men det ønsker hun slet ikke i virkeligheden! Hun vil hellere have en mand med klare holdninger, der står ved sig selv, for den tilpassede mand er kedelig som en udflydende klat gele – og hvem har lyst til at dele seng med sådan én?
Der er også rigtigt mange kvinder, som har gået i flinkeskolen, og som fra tidligt i livet er blevet ”pleasere”. Mange dukker op hos psykologen med ”hensynsbetændelse”, når de er i 40’erne – også kaldet stress og depression – for deres flinke-kvote er opbrugt, og de har fuldstændigt glemt sig selv.
Vi behøver ikke at gøre som i ’Idioterne’ for at ”finde” os selv, men måske skulle vi beslutte os for at bruge kræfter på at afklare, hvad vi egentligt vil. Dernæst skal vi stå ved, hvem vi er og holde fast i vores ønsker og behov – og naturligvis gå i dialog derhjemme. Men først og sidst stå fast. Så vi her fra begyndelsen af 2020 kan komme godt fra start. Måske er det ikke fitness, som så bliver valgt til?
