I gamle dage blev Sankthans eller midsommer fejret med sang og druk. Der var magi i luften. Karlene og pigerne på gårdene mødtes, og især pigerne skulle passe på ikke at blive stukket af sankthansormen i løbet af festen. For det kunne hun angiveligt blive gravid af. Eller hvad der nu var, der egentligt skete!?
Så det har tidligere været en aften, hvor der var gang i den – her i æblehaven nøjes vi ”bare” med bål og pølser om lidt.
Skt Hans er jo et andet navn for Johannes Døberen, som vi her i aften fejrer. Han døbte Jesus og senere blev han på dramatisk vis halshugget – fordi han insisterede, og holdte fast i sig selv. Han er kendt fra en lang række billeder, som skildrer hans hoved på et fad – et motiv, som især er brugt i den katolske kirke i Middelalderen.
Det er de lyse nætters tid og vi er her midt i en frodig have i fuld vækst. Men med billedet på vores indre nethinde af Johannes Døberens hoved på et fad, bliver vi mindet om, at livet ikke er uendeligt. Lige som vi også blev mindet om det forrige lørdag ved fodbold-EM, hvor vores fodboldhelt Christian Eriksen pludseligt kollapsede.
Et andet gammelkendt motiv fra Middelalderen er dødedansen, som er afbildet i mange kirker. Her ses dødninge danse til musik fra sækkepiber, og dødningene byder alle op til dans – lige fra konger og kejsere til bønder. Alle tages med til dom, skærsildens flammer og døden. Ingen slipper.
Middelalderens motto er Memento Mori – husk, du skal dø.
På baggrund af et dødedans-billede skriver H C Andersen i en rejseskildring: ”Fra vuggen begynder den store dans. Livet er som olielampen, der også begynder at brænde ud, idet den tændes”.
Her i corona-tid har flere desværre fået frygten og døden tæt på. Jeg læste en artikel, hvor én blev spurgt:
Hvad har du lært af coronavirussen? Svaret var: ”Jeg har lært, at man skal nyde livet, mens man er her. Vi skal sørge for at have et positivt livssyn, for det kan gå den anden vej, før man aner det.”
Memento Mori – husk, du skal dø. Eller som vi siger med et mere nutidigt, lidt fortærsket udtryk: Carpe Diem – grib dagen! Sørg for at få noget ud af livet, mens du har det, uden at bekymre dig om i morgen.
Lad os vende tilbage til H C Andersen. Han har skrevet mange eventyr – ét er ”Grantræet”.
I historien følger vi grantræet, som står ude i skoven og vokser sig stort. Siden bliver det fældet og kommer ind at stå i en herskabelig stue, fint pyntet som juletræ og stråler. Det formår dog ikke her i sin højtidsstund at glæde sig over nuet, for det bekymrer sig mere om at miste sin pynt og så en gren, som bliver brændt af et stearinlys.
Siden kommer træet på loftet, hvor det håber snart at skulle gentage sin stjernestund. I stedet tørrer det ud og bliver glemt.
Til sidst bliver det gamle træ trukket ud i gården, hvor det tror, at nu skal livet endelig til at begynde. Men da opdager det, hvor vissent det er blevet. Træet bliver hugget i småstykker og brændt.
Memento mori – husk, du skal dø. Det glemte grantræet!
Det brugte sit liv på at vente på fremtiden og ærgre sig over fortiden – i stedet for at glæde sig over livet, mens tid var. Grantræet glemte moralen om at være til i nuet. For lykken er ikke andre steder end her og nu.
Det lyder så nemt – at gribe dagen. Men meget kan begrænse det. Sygdom, frygt, bekymringer, økonomi. Og selv om vi lever i en individuel og mangfoldig tid, kan vi fortsat lade os styre af, hvad vi tror, andre tænker om os.
Vi kan nemt komme til at begrænse hinandens glæde ved livet og gøre hinanden forkerte. For tiden ser vi, at dele af den tyske katolske kirke har valgt at tage et hidtil uset opgør med paven. Det kalder de ”Liebe Gewinnt” – eller på dansk: ”Kærligheden sejrer”.
Forskellige samlivsformer er efterhånden bredt accepteret i samfundet. Den katolske kirke har dog altid haft det svært med homoseksualitet og især velsignelsen af dette parforhold. Den dag i dag velsigner den katolske kirke ellers villigt rigtigt mange andre ting. Ikke bare ægteskaber, også cykler, huse og kæledyr. Men altså ikke homoseksuelle.
Dét, som ligger bag dette oprør, er faktisk noget, som er endnu større. Nemlig retten til at være sig selv, og leve det liv, som passer til én. Og få en accept og velsignelse af det. Om man så er homoseksuel eller transseksuel, skolelærer eller skorstensfejer, buddhist eller ateist.
Carpe diem – at gribe dagen forudsætter nemlig, at vi kan stå ved os selv og acceptere os selv – med den særlighed og de længsler, som vi hver især rummer. Uden at føle os forkerte! Derfor skal vi ligesom Johannes Døberen gjorde holde fast i os selv.
Som unge kan vi tænke, at alle muligheder står åbne. Ofte er det en del af livets cyklus, at vi finder en kæreste, flytter sammen og snart er man en småbørnsfamilie.
Memento mori – husk, du skal dø – men vi er fanget i hamsterhjulet: huslån, snotnæser, kører ungerne til fodbold, svigermors fødselsdag og sofafælden. Det kan være hårdt. Mange af os finder heldigvis mening og trivsel i det – det er en del af dét, som er vigtigt for os.
Pointen her er, at vi ikke længere står alene, men er en del af noget større: Et parforhold, en familie og en forpligtelse. Og i perioder er det ikke nemt at tage på 3 måneders yogarejse eller køre til Nordkap på motorcykel, selvom vi måtte brænde for det.
Så når vi siger carpe diem – grib dagen – så skal vi have parforholdet og familien med i ligningen. For det er dét, som mange af os tager afsæt i.
Når jeg bringer dette frem, så er det fordi skilsmisseprocenten i dagens Danmark er velkendt – og høj! Flere oplever, at parforholdet er svært, begrænsende og kræver for mange kompromisser.
Fra mit eget psykologiske fagområde ved jeg en del om, at vi mennesker er modsætningsfyldte: de fleste af os søger tryghed og tosomhed – og samtidig eventyr og frihed. I parforholdet søger vi hver især ikke det i samme grad. Og hvad vi søger, kan ændre sig rigtigt meget gennem livets skiftende faser.
I bogreolen har jeg en bog om kvinder, der er blevet skilt. Den har fokus på, at skilsmisser er svære, men at den efterfølgende frihed er helt fantastisk. Tænk at kunne springe madlavningen over og ligge på sofaen og spise noget nemt foran skærmen. At gå Caminoen, få drinks med vennerne, og i nattelivet mødes med hvem, man har lyst til.
Da jeg selv sætter stor pris på parforholdet, kan jeg ærgre mig over, at der for nogen skal en skilsmisse til, for, at man kan opleve den frihed og leve det liv, som man ønsker.
I parforholdet vil vi delvist det samme. Men samtidig forbliver vi hver især et ”jeg”. Det er ikke altid, at vi kan forstå eller sætte os ind i vores partners særlige ønsker, ambitioner og lyster. Men måske kan vi i kærlighed og med rummelighed og tillid lade den anden person ”gribe dagen” på sin måde!?
Så spørgsmålet, som er centralt her til sidst, er, hvordan vi alle kan blive bedre til at opmuntre hinanden til at gribe dagen og stå ved os selv? De oprørske tyske katolikker insisterer på, at ingen er forkerte, og at der skal være plads til os alle. Måske kan vi også lade os inspirere af teksten til en af Stings sange ”if you love somebody set them free” – ”Dem du elsker – sæt dem fri!” Måske er det dét, som vi skal blive bedre til!?
Memento mori – husk, du skal dø. Det er et fælles vilkår for os alle. Livet er skrøbeligt. Der er ingen garantier eller ombytningsret. Så hold fast i at være den, som du ønsker at være. Og giv dem, som du holder af, plads til at være dem, som de ønsker.
Tænk på hvad du skal have nået, før det er for sent. Hvad skal du have nået for dig selv, sammen med dine nærmeste og andre. Hvad er vigtigt for dig?
Bålet, som vi tænder om et øjeblik, minder os om forgængeligheden. Straks når vi tænder bålet, er det allerede stille og roligt på vej til at brænde ud. Så grib dagen!
Glædelig Skt. Hans!
